Om mig
Jeg brænder for at hjælpe dig
Lisbeth Baadsgaard
Kognitiv Psykoterapeut (MPF)Specialiceret I kognitiv terapi.
Uddannelser og erfaring
Jeg er uddannet og eksamineret Kognitiv psykoterapeut fra Kognitiv Psykolog Center, København – en 4-årig uddannelse i Kognitiv adfærdsterapi. Jeg er også certificeret Mindfulnessinstruktør og tilbyder det dokumenterede og anerkendte 8 – ugers kursus i MBKT (Mindfulness Baseret Kognitiv Terapi). Og endeligt er jeg uddannet i Metakognitiv terapi.
Oprindeligt er jeg uddannet socialpædagog, og har i 30 år arbejdet inden for socialpsykiatrien i forskellige stillinger som: social-faglig konsulent i arbejdsafklaringsforløb, som daglig leder på et beskyttet værksted, koordinator, kontaktperson, underviser mv.
I 1998 stiftede jeg første gang bekendtskab med Kognitiv adfærdsterapi, har herfra videre uddannet mig indenfor området samt udført det i praksis. Jeg har derfor en lang bred erfaring i både individuelle – og gruppeforløb, og har hjulpet mange videre til et liv uden eller med reducerede symptomer, og til en bedre liv med større livskvalitet og livsduelighed.
Derudover har jeg i mange år undervist borgere, pårørende, studerende og ansatte i psykiatrien i Kognitive behandlingsformer, socialfærdighedstræning og psykoedukation.
I 2013 åbnede jeg min egen klinik og arbejder nu som selvstændig psykoterapeut.
Videreuddannelse
Jeg uddanner mig løbende i kognitive terapiformer. Bl.a. får jeg også supervision hos en af de førende kognitive psykologer i Danmark, Lisbeth Jørgensen. Hun har været med til at udvikle angst behandling for børn og unge og er bl.a. medforfatter til den nyeste bog “Kognitiv Adfærdsterapi med børn, unge og familier”. Lisbeth J. har desuden stor erfaring med at arbejde med mennesker der er ramt af stress, angst og depression.
Personligt
Det er en stor glæde for mig, at der dagligt er mennesker der viser mig den tillid at betro sig til mig, og lade mig være den der hjælper dem videre. Det har nærmest altid ligget i kortene, at det var noget med mennesker jeg skulle beskæftige mig med lige siden jeg var en lille pige. Det var en del af min opvækst, at vi skulle tage os af dem der havde et særligt behov. De gamle og ensomme blev hentet hver søndag, narkomanen i nabolejligheden skulle også have mad, de psykisk syge min onkel havde sin dagligdag med, blev inviteret til “Babettes gæstebud” i julen osv. Men fremfor alt mærkede vi selv hvordan andre hjalp os, da det virkelig var nødvendigt.
Det er vigtigt for mig, at du i et forløb hos mig oplever, at jeg tager hånd om dig om dine problemstillinger. Et forløb skal altid føre til positive ændringer – de ændringer du ønsker dig.
Jeg er født og opvokset i Thisted, og har kun forladt byen nogle få år – for mange år siden. Jeg elsker fjorden, havet og den fantastiske natur med alt det kan bibringe. Jeg er gift med Jørgen og sammen har fire dejlige og nu voksne børn.
Jeg glæder mig til et samarbejde med dig.
Kærligst Lisbeth
Fordi du tænker det, behøver det ikke være sandt.










